Uddrag af Laust Nielsen Jepsens erindringer, elev 1916-1923

Bredebro gamle skole.

Skolebygningen blev opført og taget i brug omkring 1871, efter at den gamle skole brændte ved den store brand i 1870, hvor 16 huse i Bredebro nedbrændte.

Skolen lå langs med kirkegårdsdiget, hvor der nu er parkeringsplads.

Denne skole var i brug til 1922, da den nye skole ved Søndergade blev bygget.

Der var tysk undervisning fra 1871 til 1920, og dansk undervisning fra 1920 til 1922.

Der var 2 klasseværelser, æ lille skoel med plads til 50 elever og æ  stor skole med plads til 54 elever, en forstue, et brændselsrum og en udendørs pumpe over en brønd ca. 15-20 m fra skolen. Desuden et træskur, der indeholdt et lokum med spand og siddebræt, det var en kold  fornøjelse at sidde der om vinteren. Derudover var der en legeplads foran skolebygningen på 600 m^2.

Til opvarmning af lokalerne var der 2 kakkelovne, belysning skete ved petroleumslamper, i forstuen mellem klasserne var der plads til overtøj og træsko, og bagerst i forstuen var et lille rum til brændsel.

Det var ikke særligt venlige skoleomgivelser, og så under 1. Verdenskrig der nu havde raset i 2 år. Alt var dystert og mørkt, og der var mangel på mange ting.

Var skoleforholdene dårlige, var det ikke stort bedre med elever og med lærerkræfter.

Mange af  eleverne kom fra hjem, hvor fædrene var inddraget i krigstjeneste. De var derfor mere eller mindre forsømte og allerede i 1916 lidt underernærede, og værre blev dette i 1917 og 18.

Der var også lærermangel, og havde vi endelig 1-2 lærere ved skolen, kunne der pludselig komme indkaldelsesordre, og de måtte så med i krigen. Det var mere stabilt, når vi havde lærerinder til at undervise os.

Skoleveje

Børnene fra vest og syd kom op ad æ saende vej (Munketoften) eller af æ stengae (Kirkegade) til skolen. Børnene fra Vollum, Svanstrup og Kumled gik ad Danmarksgade og fra Storde, Trælborg og Galgemark kom de ad gangstien over kirkegården.

Alle var vi fodgængere, om vinteren i træsko og om sommeren på de bare ben. Cykler var et ukendt begreb for børn den gang, der var kun enkelte voksne, der havde forsøgt sig med sådan én.

På æ stjern kom vi forbi det lille stråtækte hus, hvor Martha og Jesper boede, huset lå på arealet hvor nu genforeningsstenen står, det lå med nordgavlen helt ud til, hvor nu hellen er placeret.

Lige overfor, i Storegade, havde vi byens lille glade barber Schmidt med sit 1 3/4 ben og med husholdersken, Marie.

På den modsatte side havde vi Andresens bagerforretning (Kirkegade 2) med den syngende eller fløjtende bagermester, med bageri i den vestlige ende af bygningen og med svinestald i den østlige ende.

Affald fra bageriet var god føde for grisene, og de blev fodret og passet sideløbende med bageriet. En møddingplads øst for bygningen helt ud til vejkanten kunne til tider lugt lidt stramt. På modsatte side boede bødkermester Lorentsen, hvor der altid var travlhed fra tidlig morgen til sen aften, med fremstilling af trækar, baljer og truge, smørdritler m.m.

Lidt længere henne lå ligvognshuset, hvorfra man med hesteforspand hentede ligvognen, når der var begravelse, og så er vi ved skolen.

De små nybegyndere gik til venstre ind i æ lille skoel, hvor der var 2 lange træbænke med borde og plads til 6-7 elever på hver bænk. Der var ophøjet kateterplads og bagved vægtavle og en kakkelovn, et skab med rekvisitter, landkort m.m. og her havde spanskrører også sin plads, ak og ve for de der senere fik den at føle. Inde i æ stor skoel var der 3-mands borde og klapstole, men ellers det samme udstyr.

Vi medbragte vore få og små rekvisitter i en hjemmelavet skoletaske, der var syet af sækkelærred. Den indeholdt en skifertavle i en helst hvidskuret træramme og mindst 2 grifler til at skive med.

De lærebøger vi fik på skolen var gamle, slidte og beskidte og alle på tysk. Papir, blyant og stålpen, var forbeholdt eleverne i æ stor skoel. Al undervisning foregik på tysk. Det var et fremmedartet sprog for børnene fra de danske hjem, hvor dette sprog var forhadt og bandlyst som daglig omgangssprog. Der var dog 2 timers ugentlig religionsundervisning på dansk.

Var skoleforholdene trange og primitive, så var disciplinen til gengæld i højsædet. Det var kæft, trit og retning, der til tider kunne udarte sig til brutalitet.

Hvordan vi kunne være opdelt i 8 klassetrin i 2 lokaler, men henholdsvis formiddags- og eftermiddags undervisning, er næsten ikke til at forstå. Jeg husker dog, at vi i æ lille skoel altid var 2, til tider 3 sat til skriftligt eller mundtligt arbejde, uafhængige af hinanden, så det kunne være svært at koncentrere sig. Hvor må det have været svært at være lære under disse forhold, børnene kunne trods alt lettere indordne sig.

Om sommeren begyndte skolen kl 7 og om vinteren kl 8, med 1 times middagspause, og i de ældre klasser med eftermiddagsskole til kl 15 eller kl. 16.

Leg på skolepladsen.

Legepladsen var ikke stor og derfor altid fuld i frikvartererne, så vi tog “æ saende vej” med som legeplads, og når der blev kaldt ind, var det ikke altid, man nåede det rettidigt.

Boldspil var vanskeligt på legepladsen, da der ikke var ret langt til de mange glasruder, der omgav pladsen, både i selve skolen, i degneboligen og hos skrædder Wind. Når en bold havnede i en glasrude, gjalt den regel, at den uheldige selv måtte betale skaden. Så var det om til glarmester Knudsen med de nødvendige penge og bede ham om at sætte nyt glas i ruden.

Ja, og så havde vi den forbandede smalle have mod vest, med vej på 3 sider. Haven tilhørte Anne og Hans Christiansen, og de var absolut ikke glade for naboskabet med skolen. De gik skiftevis vagt i hver frikvarter i deres have, og røg der en bold over i den, så vi den aldrig mere. Nu var bolde jo ikke så dyre den gang, gummibolde fandtes ikke, så boldene var hjemmelavede af en sejlgarnsrulle i kugleform syet lidt sammen og puttet ned i en gammel strømpe, et kært stykke legetøj, som man ikke gerne ville af med.

Hverdagen under 1. verdenskrig.

For børnene fra de danske hjem var der mange vanskelige problemer. De nationale spændinger var store, til tider så store, at børnene led under det. I årene 1916-17 da Tyskland med deres krig rykkede frem med sejr efter sejr, skulle dette også fejres i skolen, med flaghejsning og med de tyske fædrelands- og krigssange.

Kejseren og Kejserindens årlige fødselsdage skulle også fejres. Til disse arrangementer blev vi beordret til at møde i søndagstøj. Det passede ikke vore forældre. “Alt det må I ikke gå for højt op i, vask jer rene, puds jeres træsko, åbn munden, men syng ikke med”, sagde de, og på den måde undgik vi straf.

Selvfølgelig skulle vore forældre være på vagt, tilværelsen levedes farligt, men hvad opdragelsen af deres børn angik, da vovede man det utrolige, for at undgå den fortyskning der målbevidst arbejdedes hen på.

Vi, der var startet på skolen i 1916, var nu rykket ind i æ stoe skoel, undervisningen blev mere stram og effektiv, udenadslæren var et stort fag med “Gedichte”og vers i en uendelighed og hovedregning i stor målestok. Det var med til at træne hjernen blev der sagt, og så skulle vi lære at skrive de gamle gotiske bogstaver med blæk. De 2 ugentlige religionstimer på dansk glædede vi os til, og der kom udenadslæren os til gavn, ved de mange salmevers vi lærte. De sidder der endnu.

Hele artiklen kan læses i “Æ Hjulspor” 2006, der stadig kan fås på Lokalhistorisk Arkiv for 75 kr.