Morfar – fortæl om gamle dage

Bragt i “Bindeleddet” november 2012.

En dag sagde Karin: ”Morf, hvorfor skriver du ikke om gamle dage? Børnene spørger dig jo somme tider om det”. Jeg spurgte engang min far om det samme, men det blev aldrig til noget. Så nu prøver jeg.  Det bliver ikke bare pudsige episoder, men lige så meget et tidsbillede. En tid, der er væsentligt forskellig fra vor tid.

Knud Petersen

Sådan begynder en beretning, der strækker sig fra Knud Petersens fødsel i 1939, og frem til han har kone og børn.

Knud Petersen har gjort alvor af at skrive sine erindringer. En spændende fortælling om stort og småt, som Lokalhistorisk Arkiv modtog fra forfatteren i 2010.

Lad dette være en opfordring til Bindeleddets læsere om at overveje at gøre ligeså. Lokalhistoriske Arkiver er altid interesserede i personlige erindringer og beretninger, hvad enten de er korte eller lange, håndskrevne eller udskrifter fra computere, fotokopier eller originaler, ligesom vi er interesserede i at modtage billeder fra familie- og arbejdsliv, gamle dokumenter og ting.

Her følger et lille uddrag af Knud Petersens beretning fra han tidligste barndom.

Nørremølle – min ankomst

Jeg var måske allerede inde i mors mave klar over, at det var en noget ubehagelig tid, mine forældre havde valgt til mig. Det var i 1939, verden var ved at vænne sig til et Tyskland, der havde overvundet besværet efter 1. verdenskrig, og var blevet aggressivt. Det krævede ”Lebensraum”, noget vi jo i høj grad kom til at mærke. Jeg havde ikke spor lyst til at stikke hovedet frem. Mor var meget besværet, og havde længe plaget far om at gøre noget. Han prøvede, mor blev proppet ind i Morrisen, og så gik det over stok og sten, eller måske snarere over markveje og diger i marsken, kun nogle få kilometer fra grænsen til Tyskland omkring Nørremølle. Morrisen hoppede og dansede, og opførte sig upåklageligt i henhold til det gamle husråd vedrørende at starte en fødsel. Lige meget, eller måske snarere lige lidt hjalp det. Jeg ville ikke ud. Uanset hvor stædig jeg var, kunne det ikke blive ved at gå, til sidst måtte jeg til det, men nødtvungent. En af fars gode venner, gendarm Kim blev sendt til Højer efter doktor Rasmussen, og han og mor kæmpede i lang tid, før det lykkedes at få mig ud.

Mange år senere, efter en episode med en fiskekrog, sad jeg i stolen i hans konsultation. Da han havde hørt mit navn, funderede han lidt, spurgte om jeg var født i Nørremølle, da jeg bekræftede, udbrød han: ”Ja, jeg mente det sgu nok, så er det mig, der har født dig, din mor kunne ikke klare det alene.

Der var fladt og vådt

Nørremølle ligger i den fladeste del af Danmark, havde det ikke været for de gamle havdiger, kunne man, som en af mine farbrødre en gang udtrykte det, se den agerhøne, man skød forbi på, indtil den et par dage senere var kommet sig så meget over forskrækkelsen, at den landede igen. Havdiger og kanaler præger landskabet. I dag, hvor kanalerne ikke bliver så godt vedligeholdt, er de smalle og overgroede. Dengang, i deres velmagtsdage var der vand og fisk i dem. En ret stor det af kosten var ål, der blev fanget i ruser og saltet ned i tønder. Husene i Nørremølle ligger klemt inde mellem to kanaler, så hvis far en dag var lidt doven, når han ville tatte ål, nøjedes han med at gå tværs over vejen eller ned i bunden af haven til en af kanalerne. Vandkvaliteten var ikke ret god, grundvandet er salt, og vandet i kanalerne blev kun brugt til rengøring. Der var mange får i marsken, og det skete at et af dem druknede i en kanal og kom til at ligge et godt stykke tid, inden det blev opdaget. Nogle af bønderne brugte alligevel vandet til at koge kartofler i. Mine forældre brugte det kun til rengøring, for mor, som var sygeplejerske, var klar over, hvad inficeret vand kunne medføre. I stedet fik de vand fra Højer Mejeri i mælkejunger.

Små forhold

Da far fik jobbet som enelærer i Nørremølle, måtte han skrive under på, at han var indforstået med, at tjenesteboligen var en ungkarlebolig. Hele huset er ca. 150 kvadratmeter, hvoraf han havde den nordlige halvdel. I sydenden boede den tyske lærer. Ud over de to lærerboliger var der to skolestuer, en til de danske elever og en til de tyske. Det siger sig selv, at der blev ret trange forhold, da han giftede sig, og først min storesøster Kirsten og senere undertegnede også skulle være der. Det var ikke så sært, at mor gerne ville af med mig, hun måtte kante sig rundt med sin store mave. Da jeg først var kommet ud, kunne hun da lægge mig hen i et hjørne ind imellem.

Forældre synes, at det er helt vidunderligt, når deres barn tager det første skridt. Men det gjaldt ikke mit første skridt. En dag skulle far se efter mig oppe på loftet. Han arbejdede ved sin høvlebænk, mens jeg i hvert fald fik lov til at kravle rundt. Der var et gelænder rundt om trappen, men det var ikke beregnet på kravlenisser. Der var derfor ikke noget til at stoppe mig, da jeg nåede hen til den side af trappen, hvor der kun er ét trin ned, det tog jeg!

I kanalen havde far en hjemmelavet sejldugsbåd, der lignede en kajak uden dæk. Den blev brugt til jagt om vinteren, hvor marsken dengang var oversvømmet om vinteren. Langs Vidåen var der vindmøller, der om sommeren pumpede vandet fra kanalerne under ådigerne ud i Vidåen. Om vinteren kunne pumperne ikke nå at pumpe regnvandet væk, så der var store oversvømmelser, hvor man kunne sejle i en båd, der ikke stak for dybt. Da min morbror så båden, sagde han at det var da fanden til dykand far havde bygget. Pudsigt nok var han det eneste, der fik den til at svare til sit navn. Vi børn fik en sejltur ind imellem, så vi var vante til at færdes på og ved vandet.

Kanalerne var dybe, og bunden bestod af marskjord, ”slikker”, og er der noget, der er glat, så er det våd slikker, så når vi badede foregik det i Vadehavet. Der havde far en fladbundet marskbåd, en såkaldt togangsbåd, fordi siderne bestod af to bord. Fra den blev der skudt mange ænder, det skete af og til, at der blev leveret en sæk ænder til en slagter i Tønder.

Om vinteren blev båden sejlet ind i åen, hvor den ikke var så udsat for vinterstormene. En vinterdag var far taget på jagt på åen i den. Han stagede sig frem med en 4 meter lang stage, der satte sig fast i mudderet på bunden, og da den kom løs igen skete det så pludseligt, at far mistede balancen og kom til at sparke jagtbøssen ud på 3 meter vand. Ankeret blev straks hevet ud, og selv om det var november, smed han tøjet og begyndte at dykke, til han havde fundet geværet på bunden i det kolde, uklare vand.

Jeg syntes det var alle tiders med alt det vand. Jeg elskede at pjaske i vand, og der var vand på begge sider af huset, og om vinteren kunne vi endda gå på det, så jeg var under skarpt opsyn, når jeg legede ude. Det var tit Kirstens job, så da jeg en dag stavrede over vejen for at komme hen til kanalen, var det hende, der prøvede at holde mig, men et lille barn kan være ligeså svært at holde som en ål, og vi kom tættere og tættere på vandet. Til sidst så hun ikke anden udvej, end at smide sig oven på mig. Der lå vi og skreg. Jeg, fordi jeg ikke kunne få lov til at gå på det dejlige vand, og Kirsten for at mor skulle komme og hjælpe.