Derfor var Mads Markmand så tavs!

Mads Andersen fra Rejsby og naboen hyggede sig ofte med en pibe tobak – især om vinteren. De hyggede sig i stilhed, for de sad en hel eftermiddag og skubbede tobaksdåsen frem og tilbage til hinanden, men sagde ikke et ord.

Men da det begyndte at mørkne, rejste Mads sig og sagde: “Nå ska´do ha´takk for en hygle ættemæe.”

Om vinteren gik Mads ofte ind i stalden på nabogårdene. Han gik frem og tilbage blandt dyrene, men han sagde ingenting og han forsvandt lige så pludselig, som han var dukket op.

Mads var født omkring århundredeskiftet og boede fra 1928 til 1966 i Rejsby-Ballum i det lille stråtækte hus, der oprindeligt var et fæstehus under Schackenborg gods.  Det lille fine hus kaldes stadig “Madses Hus”.

Han blev gift med Pouline og de fik to børn: En pige, hvis familie stadig er bosat på egnen og en søn, der som ung flyttede til Midtjylland.

Mads var markmand og passede møllerne i Ballum Enge, der var hans arbejdsplads. Han cyklede hver dag i sommerhalvåret de 12 km ud i marsken til de to møller, hvor han satte møllerne i gang, så der kom vand fra åen, gennem et sindrigt system op i grøfterne og ud til de mange græsmarker, hvorved de tusinder af kreaturer kunne få drikkevand.

Når Mads havde sat møllerne i gang, vandrede han ud over de flade græsfenner for at se efter, om kreaturerne befandt sig på de rigtige marker. Han kendte dyrene, mest ud fra udseende, men datidens øremærkninger hjalp til,  og hvis der var “Eet stykke kre” der var i den forkerte fenne, fik han dyret tilbage, hvor det hørte til. Ejeren fik efterfølgende besked og en regning. I min barndom skrev markmanden altid med kridt på stalddøren, når der var et eller flere “kre” der var rendt af marken.

Ballum Enge strækker sig vidt, og det var et stort arbejdsområde for Mads. De mange grøfter sprang han behændigt over med den medbragte springstage, der også blev brugt til at møde de løsgående kreaturer med. Mads kendte teknikken så selv de bredeste grøfter kom han behændigt over.

Det lille Markmandshus, oprindelig bygget på resterne efter stormfloden i 1634, var tilholdssted for markmanden, og her var der en simpel køje, så Mads kunne få sig en middagslur og evt. overnatte, hvis vejret var meget dårligt.

Mads var på mange måder helt sin egen og arbejdet alene i de vidtstrakte engområder  har givetvis passet godt til ham.

Mange kendte ham, men de fleste havde aldrig hørt ham snakke, og nogle var lidt bange for at møde ham, for tavsheden var en udfordring.

Når efteråret kom, og alle dyrene var kommet ind, kunne Mads blive hjemme i sit lille hus i Rejsby, men han fortsatte med at se til kreaturerne i nabostaldene. Han bare så .

Når der var stormvejr og et usselt vejr at opholde sig ude i, var det sikkert at Mads skulle til havet for at strande. Han gjorde, som de andre gjorde, nemlig gemte strandingsgodset, der kunne være brædder af forskellige størrelser eller lignende. Han gemte materialerne under tang og flodskarn, så han senere kunne hente det hjem i ubemærkethed.

Tage Elkjær Larsen, der er opvokset på Nørhus Skole fortæller:

“ I en novemberstorm gik jeg alene ved den brølende brænding. Med mellemrum fejede hårde regnbyger indover fra nordvest. Under en særlig kraftig byge ville jeg søge læ bag et simpelt lille skur, der i sin ensomhed netop lå der.

Vel i læ bag skuret så jeg en anden person stå der allerede.

Det var Mads Markmand.

Først blev jeg lidt forskrækket, men blev stående. Mads tog piben frem og stoppede den sindrigt. Så rømmede han sig lidt, og derefter hørte jeg for første gang, at han kunne snakke!

Jeg indså, at det måtte være naturens vilde rasen, der havde bevæget ham til at bruge ord.”

Mads fortalte:

“Under 1. Verdenskrig var jeg tysk soldat.
Fordi jeg var god til at skyde, skulle jeg være maskingeværskytte.
Som maskingeværskytte lå man helt tæt på fjendens skyttegrave. Vi var to om at betjene geværet. Vi var der i stillingen i to dage ad gangen.
Når vi så havde holdt fri bag linjerne og skulle derud og afløse igen, var vi så angste.
Vi fik lov til at ryge alle de cigarretter vi ville.
Alligevel faldt vi først til ro igen, når i atter befandt os ved maskingeværet.
En dag stormede englænderne frem.
Vi måtte overgive os.
En engelsk løjtnant opdagede, at min kammerat var maskingeværskytte. Løjtnanten  trak sin pistol og fyrede direkte efter min kammerats hoved, men kuglen strejfede ham dog kun.
I det samme tog en anden engelsk soldat sin kniv frem og skar det lille tøjmærke af min venstre revers. Dette mærke viste, at jeg var maskingeværskytte, og en tilfangetagen maskingeværskytte var så forhadt, at han kunne regne med at blive dræbt på stedet.
Ved uset at fjerne mit mærke, ville englænderen redde mit liv,  skønt jeg var hans fjende!
Det, der skete den dag, tænker jeg altid på, når jeg står her ved havet og kan se over til den tyske ø Sild, for det var i Tyskland  jeg kom til at opholde mig som engelsk krigfange resten af krigen.
Nej denne, engelske soldat glemmer jeg aldrig”

Mads´s Hus  omkring 1905  med de daværende ejere Gyde og Niels P. Nielsen

 Yrsa  Lønne

Kilder:
Æ Hjulspor 2010
Lokalhistorisk Arkiv