Sønder Skast Kirke

Den første del af Skast Kirke er opført i 1200 tallet, dvs. koret og apsis. Skibet er af nyere dato og det menes opført i 1300 tallet.
Kirkebygningen er bygget på granit sokkel, og de første skift er tilhuggede granit sten, mens det resterende murværk er opført i tufsten og enkelte munkesten. Tufstenene er kommet fra området ved Rhinen i Tyskland.

Bygningen var oprindelig opført med to indgange. Kvindeindgangen på nordsiden, og herreindgangen på sydsiden. I 1500 tallet blev våbenhuset opført, der hvor herre indgangen oprindelig var. Det blev så fremover fælles indgang, og kvindeindgangen blev lukket af. Tårnet er også opført i munkesten, og menes bygget i samme århundrede, som våbenhuset.
Døbefonten kan stamme helt fra kirkens opførelse i 1200 tallet.I 1763 købte man et tinfad, der sættes ned i den.
Mindetavlen over de 9 faldne soldater i krigen 1914–1918 fra Skast sogn, er placeret i tårnet. Mindetavlen er skåret af P. L. Brodersen fra Hjerpsted.
I 1859 flyttede man indgangen til kirken om i tårnets vestside. Tårnets underrum blev så til våbenhuset, og syd indgangen blev blændet af. Kirken er gennem tiden blevet renoveret op til flere gange.
I tysk tid fra 1864 -1920 hørte sognet under Slesvig Stift. Efter Genforeningen kom sognet tilbage til Ribe Stift og under Tønder Provsti. Kirken er selvejende og har, bortset fra et par korte perioder, haft egen præst helt til 1912.
Pastor Casper Nicolai Smith kom til Skast 1850, og var her indtil 1857. Han fortæller senere i en artikel om sin tid i Skast, hvor han bl.a. beskriver, i hvor dårlig stand den gamle præstegårdsbygning var. I snevejr føg sneen ind ved fodlisten osv. 1853 bygges ny præstebolig. Efter den tidligere præstebolig at dømme, blev det et meget stort byggeri. Det blev begrundet med, at det i tilfælde af lokal epidemi skulle bruges som hospital, eller som lazaret under krigsforhold. Den sidste præst der brugte Præstegården, som bolig var Thomas Christian Thielsen. Præst i Skast fra 1905–1912.
Præstegården blev derefter lejet ud på forskellig vis, dog beholdt man en stue, som konfirmandstue og præstens omklædningsrum. 1912–1921 var det pastor Peter G. W. Nissen, som var præst i Brede. Ved siden af sit eget pastorat, tog han sig også af pastoratet i Skast. Når der var gudstjeneste i Skast, tog han turen til fods, over Skast Mose. Vejen var nærmest kun et hjulspor, og han havde altid sin store hund med. Når der om mandagen var konfirmationsundervisning, eller anden kirkelig handling, overnattede han i konfirmandstuen.
Pastor Nissen havde tidligere haft menigheden i Skast. Han blev indsat i 1897 og var der til 1905, hvor han overtog Ballum Pastorat. Fra 1912–1925 overtog han Brede Pastorat, sideløbende med Skast Pastorat.
Ved sammenlægningen med Ballum Pastorat i 1921, blev det pastor Conrad Vilhelm Hvidt, der overtog Skast Menighed. Johannes Simonsen var præst i Ballum og Skast 1931-1939.
Frederik Nicolaisen, som den ældre generation sikkert husker, var præst fra 1939–1964.
I 1936 var loftet i kirkeskibet ved at falde ned i den ene side, men blev dog hængende, og der blev først sat nyt loft op i 1941. Kirkeinventaret blev repareret af bager og billedskærer P. L. Brodersen fra Hjerpsted. Prædikestolen flyttedes fra venstre side af kirken, til sin nuværende plads i højre side.
Et sagn fortæller, at det var en rig enke fra herregården ”Baunsmark”, der har ligget nordvest for Skast, som har opført kirken i 1409. Det kunne være grunden til at prædikestolen var placeret i venstre side altså kvindesiden.
Den gamle messeklokke, som stammer fra den katolske tid, blev igen hængt op under loftet i sydsiden.
I 1965 kom Martin Sommer-Jørgensen til Ballum og Skast Pastorat, hvor han virkede frem til 1977. I 1966 købte man et brugt orgel til kirken.
Jeg kan huske, at der i venstre side af kirken stod en gammel varmeovn til fast brændsel, formentlig opsat omkring 1948. Den blev fjernet igen i forbindelse med renoveringen i 1978–1980, hvor man installerede elvarme. Jeg kan ikke finde noget om denne varmeovn, men tidligere kirketjener Elli Thomsen kan huske, at kirketjener Peter Nicolaisen har fortalt, at i den kolde tid måtte han op om natten, og lægge brænde på ovnen, for at få kirken varm til gudstjenesten dagen der på.
I 1978 kom pastor Jeppe Aalstrup-Poulsen.
Den 17 januar 1978 lukkes Skast Kirke. En større renovering foretages, og der kommer også nyt blytag på tårn og kirke. Først den 2. november 1980 på Allehelgens Dag åbnes kirken igen. I forbindelse med genåbningen, blev der skænket to brudestole af to af sognets kvinder. Stolene er skåret af billedskærer og frisør Svend Raun, Ballum. De står nu i koret. I 1983 blev klokken repareret, men der er ingen der ved, hvor gammel klokken er.
Efter en indsamling i sognet i 1986, indsættes et nyt orgel i kirken. Efter mange års forfald, bliver kirkegårdsdigerne istandsat. I 1991 blev det nye graverhus bygget i haven fra den gamle Præstegård. Præstegårdens bygninger blev fjernet i 1962.
I 1981 kom Randerup Menighed med i Ballums Pastorat, og i 1989 kommer Hjerpsted også med, og dermed bliver Ballum Pastorat det eneste firesogns Pastorat i Ribe Stift og i Sønderjyllands Amt.
Pastor Jeppe Aalstrup-Poulsen lagde et stort arbejde i, at finde oplysninger om Skast Kirke. Han samlede materialer mange steder, snakkede med dem, som kunne huske ting og sager og fik det hele skrevet ned, til stor gavn for fremtiden. Et sted skriver han så rammende:
“Sønder Skast Kirke er en sand ”perle” i Det Vestslesvigske landskab. Den er værd at se, men desværre ikke særlig kendt.”
Nogen siger, at der ikke kommer ret mange til gudstjeneste i Skast Kirke. Det er nok dem, som vi aldrig ser der.
I 2011 bliver der opført en ny trappe til tårnet. Den sættes op udvendig på nordsiden. Samtidig forbedres trapper og loft længere oppe i tårnet, så det hele kunne leve op til Arbejdstilsynets krav om sikkerhed for kirkens personale. Det skulle være i orden når klokkeophænget med bestemte mellemrum skulle kontrolleres. Senere får kirken automatisk klokkeringning.
I 1999 bliver Per Bach indsat som præst i de fire sogne. Han stopper i 2018, for at gå på efterløn og flytter til Århusegnen.
Der bevilges ikke en ny præst, så der skal tænkes stort. Det bliver et nyt 7 sogns pastorat.
Et flot arrangement, den 7. oktober 2018 i Brede Kirke, højtideliggjorde indsættelsen af Mette Bachs og Anne Marie Baun.
I skrivende stund får kirketårnet en udvendig renovering.
Borgergrundlaget for Skast Kirke er i 2019: 107 indbyggere.
Jeg vil slutte med et citat fra pastor Jeppe Aalstrup-Poulsens beretning:
”Der er højtidelighed, der er hygge, der er eksemplarisk orden i Skast Kirke.
Der er hjertevarme, og kirkens ny istandsatte klokke, som ingen kender alderen på, kalder stadig til samling om Guds ord.”
Skrevet af Lorenz Peter Frisk
Kilder:
Jeppe Aalstrup-Poulsen H.E.Sørensen Historisk Arkiv i Bredebro a