Jeg er af Yrsa Lønne blevet bedt om at skrive lidt om vores dejlige lille landsbykirke i Randerup. Randerup Kirke vil altid betyde meget for mig. Det er her, jeg blev gift med Bo for snart 26 år siden, og det er her, vores piger både er døbt og konfirmeret. Jeg kommer fra Sydslesvig, hvor skolestuen om søndagen blev forvandlet til en kirkesal. Det fungerede jo fint, men indrømmet så var det først, da vi flyttede til Randerup, at man fik et forhold til kirkegang. Det, at man har en bygning, et sted, et rum, der har stået der siden ca. år 1200 er da helt beundringsværdigt. Slægt efter slægt har gået ind gennem kirkedøren, sat sig på kirkebænkene for at lytte til Guds ord eller måske bare for at få sig et hvil fra datidens slæb.

Ja, den ligger så fint der i Randerups nordlige udkant på en lille forhøjning, vindblæste træer mod vest og nord, og sådan har den ligget der i mange hundrede år. Man mener, at den stod færdigbygget omkring år 1200, byggeperioden måske 1130-50 (koret og skibet) og bygget i romansk byggestil. Man mener, at der her også blev brugt byggemateriale/sten, der blev tilovers fra byggeriet af domkirken i Ribe. Tårnet og våbenhus er dog lidt yngre, ca. 2-300 år yngre og stilen er gotisk.

Hvis vi lige tager et kig inde i kirken, så er det ældste inventar døbefonten. På alder med kirken og hugget ud af en stor granit i romansk stilart. Det ældste krucifiks er fra første halvdel af 1300-tallet med en lidende Kristus, men på de to korsarme har kunstneren anbragt sejrens symbol; laurbærkransen.

Prædikestolen bærer årstallet 1611 og er af den kendte Tønder-type. Altertavlen er fra 1651 og fremstillet af en mester Olufsen i Varde. Der er naturligvis også en mindetavle i sort marmor fra 1894, som er 200-året for salmedigteren H. A. Brorsons fødsel i præstegården i Randerup. Orglet er fremstillet specielt til kirken i 1946 af TH. Frobenius.

Placeringen af kirken er sikkert ikke helt tilfældig, forklaringen kommer her: Harald Blåtand lod sig døbe ca. 965, det er dog først fra begyndelsen af 1200-tallet, at man betragter kristningen af danerne som fuldendt. Det var de munke, der kom fra syd for at kristne danerne, som satte kirkebyggerierne i gang rundt om i landet. I mange tilfælde blev kirkerne bygget der, hvor de gamle offersteder lå – de gamle ”Gudehov”. På en ø eller en holm i kanten af en sø eller et sumpet område. Hvis man står ved kirken og kigger op mod Randerup, ligger der et areal, der er tørt nok nu, da det er afvandet og drænet. Men det er lavt og har helt sikkert været stærk vandlidende og stået under vand det meste af tiden dengang.

Ligesom Brede Kirke er Randerup Kirke også viet til Sct.Laurentius (i 1514). Kirken og sognet, som er beliggende i Lø Herred, hører fra gammel tid til de kongerigske enklaver i det vestslesvigske område, som fra Dronning Margrethe d. 1.’s tid kom til at høre under kongehuset. En lille sidebemærkning dertil er, at der dengang var 2 gårde og huse med 16 indbyggere, der udgjorde den slesvigske del, og den kongerigske del udgjorde 12 gårde og huse med 234 indbyggere. Fra 1579 hørte kirken under Trøjborg len. Kirken har formodentligt været selvejende fra 1838. Fra 1921 blev Mjolden og Randerup knyttet sammen til et pastorat. Dette varede til 1980, hvor sognet blev knyttet sammen med Ballum og Sdr. Skast og senere også Hjerpsted til et pastorat. I dag er vi som bekendt et 7-sognspastorat.

I gammel tid lå præstegården øst for kirken, og den nok mest kendte præst, der har levet her, er uden sammenligning H. A. Brorson. Vi kan kun gisne om, hvor længe præstegården har ligget der, men rækken af præster kender vi tilbage til lidt før midten af 1500-tallet.

Salmedigteren H. A. Brorson blev født i Randerup Præstegård den 20. juni 1694 som søn af sognets præst Broder Brodersen og hustru Kathrine Margrethe, født Clausen, som var datter af godsforvalteren på Trøjborg. Brorsons farfar havde også været præst i Randerup. Pastor Broder Brodersens tre sønner blev alle præster. Nicolaj i Bedsted, Broder i Mjolden, senere biskop over Aalborg Stift, og Hans Adolf, først i Randerup 1722-29, derefter dansk præst i Tønder og sidst biskop over Ribe Stift til sin død i 1764. De tre brødre, som benævnes ”det rare Kløverblad fra Randerup”, antog navnet Brorson, således som man udtaler deres efternavn Brodersen på denne egn. Siden Brorsons tid er præstegården brændt 3 gange, først i 1791, så igen i 1829. Da den brændte igen i 1843, fik man lov til at flytte den op midt i byen, hvor den heller ikke var så udsat for stormfloder.

Der har også været en skole/degnebolig lige vest for kirken – man ved fra optegnelser, at den lå der hvert fald i omkring 400 år.  Men i 1959 blev der bygget en ny skole i Randerup oppe midt i byen. Nedlagt i 1982 og i dag forsamlingsgård. Den gamle skole ved kirken var efterhånden så medtaget og blev revet ned i 1989. Nu er der læhegn og en dejlig sti rundt om kirken.

Søren Schmidt fra Randerup har skrevet og fortalt, at da han var barn, kunne man uden besvær i blot nogenlunde vejr se 11 kirketårne oppe fra tårnet. Det kan ikke lade sig gøre mere. Træerne er blevet store. En anden lidt pudsig ting er, at hvis man fra Mjolden kirke kunne se Hjerpsted kirke (og det kan man vist ikke direkte), så ville man opdage, at Mjolden, Randerup, Skast og Hjerpsted kirker ligger nøjagtig på én linje i forlængelse af hinanden.Hvis man kører op til kirken i dag, ligger der til højre en lille eng, som smyger sig rundt om kirkediget mod øst. Får græsser der, og det er meget idyllisk. Søren fortæller, at han fra hans barndom kan huske, at degnen havde en have i det sydøstlige hjørne af den eng, der er der endnu op mod kirkediget. Og der var en legeplads af sand og jord, hvor børnene tumlede.

Ligeledes var der også en lille gymnastiksal ved siden af skolebygningen. Degnen havde altid en lille fenne, hvor han kunne drive landbrug. Den lå nord for kirken ud mod Lunde. Endvidere husker Søren også, at der var en pumpe lige uden for stendiget ved legepladsen. Der hang altid en kop, og så kunne børnene drikke vand der. Dette sluttede dog brat, da en af degnene blev slemt syg af det vand, der blev pumpet op. Både Søren og også Dahlmann-brødrene Claus og Henrik kan huske, at der blev spillet håndbold på den knoldede eng nede ved kirken. Ringridningen blev også afholdt på selvsamme mark. Henrik kan huske, at han som ung stod og var galgepasser, og det gik ikke stille af sig. Festen efter ringridningen blev holdt i den gamle gymnastiksal.

I dag er der lidt mere ro på omkring kirken. Ringridningen er flyttet op i byen, og nu er det kun fårene, der græsser på engen omkring kirken. Randerup Kirke fremstår i dag stadig meget som den var engang. Dog er der i årenes løb blevet lavet en del forbedringer og fornyelser. For omkring 10 år siden blev alle kirkebænke malet, og der kom nye hynder til. Våbenhuset har fået en lille opgradering, hvor vi har fjernet et gammelt redskabsrum, og det har givet mere luft. Samtidig fik vi lavet en flot montre, hvor vi udstiller en gammel bibel, og nede under denne er der på smart vis plads til brochurer.

Kirkegården ligner også meget sig selv. Vores graver gør sit til, at der altid er dejligt at komme der. Kirkegårdskulturen er jo lidt under forandring. Tiden, hvor de store gårde havde store familiegravsteder, er jo forbi, og vi vil sikkert se flere gravsteder udlagt i græs.

Jeg kunne nemt skrive meget mere om kirken, både indvendigt og udvendigt. Men kom og besøg kirken og se selv, her kan man mærke historiens vingesus. Når man skuer ud over markerne, kan man med lethed forestille sig Brorson vandre og digte ”Hvad skal jeg sige, når jeg går blandt blomsterne i enge, når fuglesangen sammenslår som tusind harpestrenge.”  

Karen Jessen

Kilder:

Søren H. Schmidt, Randerup.

Folder om Randerup Kirke af J.Aalstrup-Poulsen.