Kirkebygningens historie

Brede kirke ligger tæt ved Brede å’s vadested ”Brede wad” beliggende ved øst randen af ådalens oversvømmelses område og gav landsbyen dens navn, og hed Brede Wad Kirche. Den var i katolsk tid viet til helgenen Sct. Laurentius. (Hellig Lars som var diakon i Rom, og blev stegt levende på en glødende rist i år 258).

Kirkegården hegnes til alle sider af et stendige, men op til år 1704 var der kun dige i øst og syd, idet åen dannede skel i nord og byens huse i vest.

Kirken hvis beliggenhed og faste bygning, efter dens rejsning ved sognets folk omkring år 1200, syntes at have repræsenteret et betydeligt aktiv, og nævnes første gang i historiske dokumenter fra 1252. Disse var i Løgum Kloster munkenes besiddelse og angiver, at kong Abel den 4.4.1252 overdrog sine rettigheder i Svanstrup Gård lige nord for vadestedet, sammen med kirken, til nævnte munkesamfund.

Ejeren af Svanstrup Gård sad inde med patronatsretten til kirken. Man har undret sig over det store antal breve vedrørende patronatsretten til Brede kirke i 12-1300 tallet. De fleste findes imidlertid kun i afskrift i Løgumbogen, og da de katolske kirker uheldigvis ikke var ukendt med at fabrikere falske dokumenter for at bevise ejendomsret til jordisk gods, så har man også her sine tvivl om disse breves ægthed.

Det vides dog med sikkerhed, at Løgum Kloster har, i hvert fald siden 1276, muligvis allerede siden 1252, arbejdet på at erhverve patronatsretten, som kongeslægten i ældre tid syntes at have haft en større eller mindre andel i. Først da hertug Valdemar i 1344 giver afkald på kirketiende, ser det ud til, at Klosteret er kommet i varig besiddelse af kirken.

I godt 200 år kæmper Brede folkene for, at få deres kirke tilbage på egne hænder. Den før nævnte store brevveksling mellem sognet, klosteret, biskopper, hertuger og konger, hvor mange støtter sognet, uden at det hjælper. Heller ikke da Ærkedegnen fra Århus kommer sognet til hjælp, gør det ingen nytte. Pave Gregor står fast, kirken hører under klosteret.

Brede kirke var fanget i datidens storpolitiske magtspil mellem kongetronen og kirken, (den katolske).

For fremtiden blev det munkene som bestemte over Brede kirke og afholdt gudstjenester og kirkelige handlinger, mod at indkræve dens tiender. Ved reformationen havde sognet derfor ingen præstegård.

Den katolske kirkes magt var i middelalderen stærkere end kongens. Reformationen gjorde en ende på munkenes forretninger i Brede sogn.

Landsherren hertug Hans fik i 1576-78 patronatsretten anerkendt til Brede kirke. Sognet blev samtidig overført fra Ribe Stift til Slesvig Stift, hvorunder det hørte, indtil det ved genforeningen vendte tilbage til Ribe Stift.

Ved reformationens indførelse ejede Klosteret udover kirken, 5 gårde, 2 i Abterp, 1 i Åspe, Galgemark og Bodsholm i Brede Sogn. Der ud over havde Klosteret adkomstbrev til 18 gårde, i Trelborg, Storde, Brede, Abterp, Borg, Harris, Vollum, Svanstrup og Kummerlev.

Kirken er bygget, hvor der højst sandsynligt oprindelig har ligget en trækirke, der i ca. år 1200 bliver erstattet af et romansk kampestens langhus. Bygget i flere tempi og i dag måler 7 x 35 m., og tårn 6 x 6 m.

Man begyndte med at bygge en lille kirke, som bestod af kor med hvælving og apsis mod øst. Bygget af kampestens kvadre og karnisprofileret sokkel. Kirken bliver gradvist udvidet, eftersom der bliver indsamlet penge og granitsten fra omegnens marker. Murene er ca 1.10 m. brede, granit udvendig, indvendig en blanding af granit, tuf, og munkesten, der er marksten i hulrum.

Ca. år 1300 bliver skibet bygget til.

Dernæst kommer våbenhuset til som senere, af nogle gange, bliver ombygget. Bla. i ca. år 1500, men det ældst bevarede af våbenhuset er fra middelalderen. Udvendig over indgangsdøren er et sandstensrelief af Kristus og et solur fra 1775. Da var Brede på forkant med tiden, for i 1836 påbød biskop Callesen, Slesvig, solure opsat på alle kirker, så præster og folk kunne se, hvornår kirketiden var inde.

Tårnet er sengotisk, bygget af munkesten og lidt granitkvadre, med et mindre spir, som var beklædt med kobber. Det nuværende 8 kantede spir er bygget i 1674, tækket med bly, og med en 2 m. høj vindfløj. Tårnets fulde højde er 35 m. Der findes dokumentation på salg af gammelt kobber, da det nye 8-kantede spir bliver bygget.

Selve kirkerummet gennemgik i 1772 en meget indgribende ombygning, efter provstens indberetning (den gang Aabenraa provsti). Citat: ”frembød kirken nemlig i 1705 et ynkeligt syn. På sydsiden var for 8 år siden, i 1697, udfaldet et stort fag mur. På nordsiden havde den sidste september storm yderligere sammenrullet og nedkastet alt bly, så den blå himmel kiggede ned i kirkerummet, medens vind, sne og regn stadig incommoderede folk i kirken”. Citat slut. Det var den sørgelige og kostbare følge af det 17. århundredes elendigheder. Men Gudshuset rejstes atter af gruset i fornyet og forstørret skikkelse, svarende til befolkningens vækst og tidens krav, og fik nu det udseende vi kender i dag.

Hvælvinger, kor, apsis og den 1,10 m. tykke triumfbue forsvandt. Kvindedør og vinduer i nordside tilmures. Deres omrids ses dog tydelig endnu og derved ses hvor små vinduerne var dengang.

Sydmuren nedtages til vindueshøjde, kirken udvides mod øst og afsluttes med den høje gavl med dens gesimser og blændinger. De nedtagne granitkvadre blev genbrugt til tilbygningens nedre murdel (sydside), så der blev en lige linje med granit, og i den øvre del munkesten. Granitsoklen blev selvfølgelig også genbrugt. Det ses tydelig, hvilke der har ligget rundt om apsis, idet de har en svag runding. I sydsiden isattes 5 ret anseelige og smukt komponerede vinduer af træ, og 1 i tilbygningen mod nord.

Over det indvendige nu 35 m. lange og 7 m. brede kirkerum, blev der lagt bjælkeloft (27 fag), undtagen i tårnrummet, der beholdt sin krydsribbede hvælving, hvor der så er lagt bjælkeloft ovenover.

Jeg synes, det er værd at bemærke, at man dengang i 1722 fjernede triumfbuen, uden nogen ny markering mellem skib og kor. Det søgte man så at råde bod på ved en restaurering i 1897, hvor der blev muret en høj og smal triumfbue af røde fabriksteglsten op. Dengang undlod man at pudse selve rulleskiftet, så det fremstod som blank mur. (Kan ses på et gammelt billede på arkivet).

Rulleskiftet er højst sandsynlig blevet pudset over ved den store indvendige renovering i 1950. Da blev der bla. også isat en ny dør mellem våbenhus og kirkerum, 2 svingdøre beklædt med sort nappa – et ynkeligt syn, når man tænker tilbage. Men heldigvis blev de gamle døre gemt på loftet hos snedker Jens Jensen og ”genopstået” ved generationsskiftet til sønnen Peter (antik) 1970’erne, og kom frem til ære og værdighed igen og hænger nu på deres gamle plads.

I 1992 gennemgik murværket i tårnet en større renovering, både ud- og indvendig på grund af meget store revner i murværket, med stor fare for nedstyrtning. Skaderne var mere omfattende end først antaget. Så en overgang under renoveringen var det forbudt, at ringe med klokkerne.

Samtidig kom der nyt blytag på hele sydsiden af skibet. Ved samme lejlighed blev der sendt en prøve af tømmeret fra sydsiden, til dendrologisk undersøgelse på Moesgård, og den viste, at det var egetømmer fældet i 1400 tallet – ca. 1482.

Dette er fejlciteret i ”æ Hjulspor”  i 2017, hvor der står, at den indsendte prøve er fra tårnet. Dette er ikke korrekt, tårnets tagkonstruktion er fra 1694.

Iver A. Jensen

Kilder:

Lektor Kaj Sieverts, Tønder

K. Hesselbjerg Poulsen. ”Den nordslesvigske kirke”

Sognepræst Jens Holdt, Brede

Sognepræst J. Algreen-Petersen, Brede