Vi er flere på egnen, der er efterkommere af slætterkarle fra Vestjylland.
Men hvem var de, og hvorfor kom de til egnen?

De kom til egnen, fordi der var mangel på arbejdskraft og fordi mange af
bøndernes egne sønner drog til søs, i hvert fald i en periode. Nogle sejlede
ud fra Rømø – andre sejlede fra København efter sild ved Island.

Den ældste søn skulle overtage gården, og skulle blive hjemme, men de øvrige
sønner rejste ud, nogle som sømænd, mens andre rejste til Amerika. Interessen
for havet var fra sidst i 1700 – tallet, mens udvandringen til Amerika
var fra 1800 – tallet og indtil omkring 1920 med Genforeningen af Sønderjylland.

Folkemarkedet i Ribe

I Ballum Enge var der meget græs, der skulle høstes, og da den hjemlige arbejdskraft
var rejst væk, tog bønderne til folkemarkedet i Ribe for at finde arbejdskraft.

Her samledes karlene og pigerne nord fra – især Vestjylland.
De ville gerne tjene i Nordslesvig, for selv om landet var tysk i perioden
1864-1920, snakkede de fleste dansk, og lønnen var også højere end på de
sandede jorder i Vestjylland.
Folkemarkedet i Ribe blev afholdt hvert år 2 uger før midsommer.

Her indfandt de unge karle og piger, der søgte tjeneste, sig for at gøre slæt
og høst med i tjenesten indtil Mikkelsdag – omkring 29. september, der ofte
var skiftedag.
Unge mennesker samledes til Folkemarkedet i Ribe fra hele omegnen og
især mange karle fra de sandede egne nord for Ringkøbing – eksempelvis fra
småbyerne Staby og Madum.
De mødte op på torvet øst for Domkirken i Ribe, hvor pigerne stod med deres
skudsmålsbog i hånden, mens karlene havde deres bog stikkende frem
af trøjelommen.
Det var specielt sønderjyderne, der søgte folk på denne måde. Nogle af karlene
blev lejet først til høslætten i Ribe Enge, derefter Ballum Enge og sluttede
senere af i Højer Enge og Tønder Kogene.
Enkelte nåede også at få høslætten på Sild med.
Markedet varede i 8 dage, og de bedste blev selvfølgelig valgt først. Efter aftale
om lønnen fulgte de ofte med husbonden hjem.
Der fortælles, at en husbond henvendte sig til en karl, der så rimelig stærk
ud, på en af markedets sidste dage. Husbonden spurgte:
“Hva´ ka´ du?

Ja, siger karlen: A´ ka´ al ting, undtagen:

høste og slå
pleje og så
harve og køre
tærske og låse døre
tælle og snit
ja, det ka´ a heller it!”

“Men hvad kan du så da, spørger manden igen?

“Ja, a´ ka´ spise og drikke
og stenbro pikke
og læse og skrive
og gå og drive
og lukke din mund
din storsnudede hund!”

Dermed var den forhandling til ende, og de gik hver til sit.

Høst i Ballum Enge.

Karlene høstede med le, mens pigerne bandt op. De havde meget lange arbejdsdage
i engene.

I 1754 blev det beskrevet, at karlene gik i række og geled som en krigseksersits.
Der blev lagt vægt på lige og rent skår med leen.
Markhøet var tæt og kraftigt, så for hver 20 – 30 hug skulle leen stryges med
en beg- eller sandstryge, og hvert 2. eller 3. time skulle leen “hares”, dvs.
æggen skulle bankes skarp med en hammer på et “harespyd” – en lille ambolt.

Høslætten gik i gang sidst på eftermiddagen.

Efter to skår frem og tilbage på den lange fenne, blev der holdt hvil og “set til
madskrinet”, hvor der foruden brød og smør, var både øl og brændevin.
Efter endnu et par skår blev der holdt “kvældsnadver” med smørrebrød og
byggrynsgrød med mælk.

Et par timer i den mørkeste nat sov folkene bag høstvogne, der var væltet
om på siden, men ved første daggry, omkring kl. 2, gik det løs igen, for nu
skulle tiden udnyttes, så længe duggen lå.
Afbrudt af “davre-pause” arbejdede høstfolkene til klokken 7, hvor der blev
givet signal til hjemkørsel.
Da gik det hurtigt hjemad, for ingen ville komme sidst over åen “Hørmols”.

Jyllandskarle.

Slætterkarlene fra Vestjylland blev også kaldt “Jyllandskarle”. Mange af dem
kom år efter år til egnen, og ofte blev de gift og bosat i området.

Min bedstefar kom fra Staby og jeg husker tydeligt hans jyske accent, ligesom
mange andre ældre, der er kommet til egnen som slætterkarle, bl.a.
missionær Chr. Jepsen fra Skast.

I 1874 holdt slåmaskinen sit indtog i Ballum Enge, hvor Ingvard Nicolajsen
fra Mølby havde lejet en maskinhandler i Bredebro til at slå en mindre engfenne.
Efterhånden blev slåmaskiner almindelige, selv om bønderne fandt, at
det gav for lidt hø, når engen blev slået med maskine.

Det var bedre i slætterkarlenes tid, for en le kunne gå til bunds i engen.

Mens slætterkarlenens tid var forbi – lever deres slægter videre på egnen
med erindringen om de mange gamle mænd, der snakkede vestjysk – og årsagen
dertil.

Kilder: H.F. Feilberg: Dansk Bondeliv
Sønderjydsk Månedsskrift 1948, M.H. Nielsen: Fra Ballum Enge