Sig nærmer JULEN med raske skridt
og inden vi ser os om, er den over os.

Middelalderjul

I middelalderen er julen blevet en kristen fest, til ære for Jesu fødsel.

Alligevel var der åbenbart også, på dette tidspunkt, en lang række mere folkelige dele af julefesten – de såkaldte julestuer – hvor folk slog gækken løs og morede sig.

Bl.a. for at hæmme disse fester, blev der allerede i 1100-årenes kirkelove dekreteret julefred i perioden fra 25. december til Helligtrekonger. Disse tolv dage kaldtes også “Juletylvten”, og her måtte ingen ufred forekomme.

Med kristendommens indførelse begynder vi at holde jul den 25 december. Blot starter vi aftenen før, den 24.

At Jesus blev født på netop denne dato, blev besluttet af et kirkemøde i 300-årene. Sandsynligvis var en del af inspirationen, at mange af de religioner, som konkurrerede med kristendommen, havde vigtige højtider på dette tidspunkt.

Lys – var en del af de tidlige kirkelige “juletraditioner”, og slog godt an blandt lægfolk. I Johannes-evangeliet kalder Jesus sig selv for “Verdens Lys”, og der kan derfor lægges megen god kristen symbolik i julelysene.

Lys blev lavet af tælle, som man smeltede fra slagtedyrene – og var et forholdsvis kostbart råstof. Vokslys var selvfølgelig kun forbeholdt de allerfornemmeste. Havde man ikke selv lys eller råd til at købe dem, kunne man gå omkring og tigge eller “synge for lys”.

Da kristendommen kommer ind i julen, kommer nogle af de ting, der hører til den kristne gudstjeneste med. Heriblandt er salmerne, hvoraf et par stykker har “overlevet” til i dag. Vores ældste julesalme er nok “Et barn er født i Betlehem”, der kendtes allerede i 1300-tallet. Også “Et lidet barn så lysteligt” kan have været kendt i middelalderen. Det er en omskrivning af en tysk folkelig julesang og findes i den ældste lutherske salmebog.

Den katolske middelalder-dansker mente, at en af vejene til at frelse sin egen sjæl var, at gøre godt imod andre. Almisser givet til de fattige kunne også få en betydning for giveren. At give i julen, til ære for Gud og for Jesu fødsel, var særligt oplagt.

Gudstjenesten

I den katolske kirke fejres Jesu fødsel ved en midnatsmesse natten mellem

den 24. og den 25. december. Herhjemme blev dette ændre ved Reformationen (1536), hvor ”Kristmessen” blev flyttet til tidlig morgen den 25. december.

Denne morgengudstjeneste var i mange år den store julegudstjeneste.

Efterhånden som den folkelige jul og festlighederne ændrede sig, blev den 25. december mere og mere en stille dag, hvor man slappede af og hyggede sig med familien efter den store fest den 24. december.

Også julegudstjenesten blev efterhånden flyttet til om eftermiddagen den 24. december, selv om den 24. december faktisk ikke er en officiel kristen helligdag (det er fortsat den 25. december).

Julegudstjenesten er en af de helt store kirkedage, og det er i mange familier en tradition at gå til gudstjeneste og høre Kirkens julebudskab og juleberetning før festlighederne juleaften. Den 24. december er den dag på året, hvor kirkerne har flest kirkegængere og fulde huse. Morgengudstjenesten den 25. december og i nyere tid midnatsmessen mellem den 24. og 25. december er igen blevet mere og mere populære, enten i kirkerne eller via direkte tv-transmission bl.a. fra pavens midnatsmesse i Peters-kirken i Rom.

Juleevangeliet

Lukas evangeliet kapitel 2, vers 1-14, der beretter om Jesu fødsel og er teksten 25. december. Beretningen om Jesu fødsel findes også i Mattæus evangeliet kapitel 1, der tillige fortæller om de vise mænd fra Østerland.

Allerede i 200-tallet havde skriftkloge beregnet Jesu fødselsdato til den 25. december (ni måneder efter Mariae bebudelsesdag den 25. marts), selv om nogen mente, at det i december ville være alt for koldt for hyrderne at ligge ude på marken.

I den tidligere oldkirke fejrede man Jesu fødsel den 6. januar, men i 330’erne blev den 25. december dog officiel. En af grundene hertil var, at Julius Cæsar år 45 f.Kr. i sin julianske kalender havde fastsat netop den 25. december til vintersolhvervsfesten for den uovervindelige sol. Det var en af romernes største og mest populære fester. Det lykkedes at udkonkurrere den gamle fest, for solhverv kunne jo bedst festligholdes ved at fejre solens skaber. Den første fejring af den 25. december som Jesu fødsel var i Rom i år 336, og siden er datoen fastholdt.

Salmerne og sangene

I lang tid var julens sange især salmer. Langt de fleste af vores store salmedigtere har skrevet julesalmer, mange med inspiration og musik fra ældre tider og fra udlandet.

En stor del er stadig fast på repertoiret i både hjem og kirke: Grundtvigs ”Dejlig er den himmel blå” (1810 – denne sang synges især på Hellig Tre Kongers Dag), ”Det kimer nu til julefest” (1817) og ”Et barn er født i Betlehem” (1820) samt Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud” (1839) og ”Glade jul, dejlige jul” (1850). Sidstnævnte er nok den mest berømte julesang i verden (”Stille Nacht, Heilige Nacht”), oprindelig skrevet i 1818 af østrigeren Joseph Mohr med musik af hans ven Franz Gruber.

Tidligere var julens sange især hentet fra salmebogen, men med den borgerlige jul i 1800-tallet kom der flere verdslige sange. Mange bruger stadig Peter Fabers ”Højt fra træets grønne top” (1847), der efter sigende først skrev den til melodien ”I en kælder sort som kul”, men i dag brugt med Emil Hornemanns melodi (1848), og ”Sikken voldsom trængsel og alarm” (1873).

Op igennem 1900-tallet kom der mange nye sange til – ikke mindst på grund af radioens og grammofonens voksende udbredelse. Flere bliver hængende år efter år som ”Juletræet med sin pynt” (Mogens Lorentzen, 1939) og fra den nyere populærmusik bl.a. Otto Brandenburgs ”Søren Banjomus” (1969), Shubidua’s ”Den himmelblå” (1980), MC Einers ”Jul det cool” (1988) og Drengene fra Angoras ”Jul i Angora” (2004).

Fra film har vi også fået mange julesange bl.a. Svend Gyldmarks ”Til julebal i Nisseland” fra ”Far til fire i byen” (1956), og i nyere tid er der endvidere kommet mange populære melodier fra de mange tv-julekalenderen.

Mange af julens traditionelle sange er fra udlandet. Fra Sverige bl.a. ”Nu’ det jul igen” (ældre sangleg fra 1600-tallet) og Lucia-sangen og fra Norge ”På loftet sidder nissen med sin julegrød” (1920’erne). I nyere tid har især USA været storleverandør af julesange med bl.a. ”Jingle Bells” (1857, på dansk 1947),

”White Christmas” (1942, på dansk 1947), ”Rudolph The Red Nosed Reindeer” (1949, på dansk 1950), ”I Saw Mommy Kissing Santa Claus” (1952), Jesper Fårekyllings sang fra tegnefilmen Pinocchio (1940) ”When You Wish Upon A Star”, der også afslutter Disneys årlige juleshow i tv, samt Whams ”Last Christmas” (1983).

Nye juletraditioner kommer til

I slutningen af det attende århundrede og op gennem det nittende århundrede udviklede julen sig gradvist til den form, vi kender i dag.

Julekort

Før i tiden var det meget almindeligt at sende julekort til venner og bekendte. Hermed menes de gode gamle papir julekort. I dag er mange gået over til at sende julekort som e-mail, hvilket også er godt nok. Men et godt ”gammeldags” papir julekort, som posten kommer med, er at foretrække.

Verdens første trykte jule- og nytårskort blev udgivet i 1843 i England, og det opbevares i dag som et klenodie i British Museum i London.

At det udsendtes 3 år efter at man havde opfundet frimærket er naturligvis ingen tilfældighed. Forsendelsen af julekortene var afhængig af postvæsenet, og postvæsenet var igen afhængigt af jernbanerne, og det europæiske banenet var i slutningen af forrige århundrede inde i en rivende udvikling. Ligesom julekortene så også kom det.

De første julekort, der blev solgt i Danmark var tysk-producerede. Det var i 1870’erne. I begyndelsen af 1880’erne kan papirfirmaet Levison i København imidlertid annoncere med egne julekort, og de var i farver, understreges det.

Med de amerikanske julekort, som danske udvandrere sendte hjem til familien i det gamle land i løbet af 1870’erne og 80’erne, kom Julemanden til Danmark. Hvor det før var den gråklædte Julenisse med den røde hue, der kom med julegaverne, blev det nu den tykke røde Julemand, der kom flyvende gennem luften med sin rensdyr trukne kane og kravlede ned gennem skorstenen med sin fyldte gavesæk. Julenissen og Julemanden smeltede sammen.

Julehæfter

I 1880’erne begyndte der at udkomme specielle julehæfter med historier og forskellig underholdning. De var især rettet mod børn, der i dem kunne finde fortællinger, spil, idéer til lege og anden sjov til den lange ventetid til jul. Mange af disse hæfter indeholdt også udklipsark med julepynt. Det blev en så stor succes, at der fra slutningen af 1880’erne også udkom klippeark som egne udgivelser.

De tidligere julehæfter er i dag i vid udstrækning blevet overtaget af ugebladene, der hvert år op mod jul udkommer med særlige tillæg med både fortællinger, opgaver og forskellige opskrifter (mad, julepynt, julegaver etc.).

Til julehandlen udkommer en lang række humoristiske årshæfter, som i mange familier er blevet en fast tradition at bruge som gave/mandelgave. De har derfor også fået karakter af julehæfter, selv om de ikke kun handler om jul. Mest kendt er ”Blæksprutten” (udkommet fra 1889) og ”Svikmøllen” (udkommet fra 1915).

Neget

En gammel skik siger, at ”ingen må bære julen ud”. Enhver, der kommer på besøg, må ikke gå igen uden at have fået et eller andet at spise eller drikke. Alle skal have glæde af julens overflod. Det gælder også husdyrene, som i gamle dage ofte fik ekstra foder i julen. Fra julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm” hører vi om lænkehunden, der får dobbelt sul, for at også den skal vide, at det er jul.

På landet gjaldt det ikke kun husdyrene, men også de vilde fugle. Efter høsten gemte man det sidste neg havre, og det blev juleaftensdag sat op på en lang stang til de vilde fugle. Skikken har rod tilbage i de hedenske vintersolhvervsfester, men neget blev også brugt til at vise naboer og forbipasserende, at nu var julen kommet til gården.

I 1870’erne begyndte neget også at dukke op i byerne, og det er i dag stadig en tradition. Selvfølgelig for at være god mod fuglene, der i vintermånederne kan have svært ved at finde mad, men også som udendørs juledekoration.

Helligtrekongersdag

Den 6. januar er den trettende dag efter juledag. Vi kalder den helligtrekongersdag. Helligtrekongersdag er julen slut, idet den slutter aftenen før. Vi kalder denne aften helligtrekongersaften.

Hvem var så de tre hellige konger? I biblen står der intet om, at det var konger, der var de første, der kom langvejs fra for at tilbede den nyfødte verdensfrelser. Der står heller ikke, at de var hellige, ej heller at der var tre af dem. I Mattæus-evangeliet står der, at det var “nogle vismænd fra østerland” af den græske tekst fremgår det, at de var magere, dvs. stjernekyndige mænd – og at de bragte barnet “gaver, guld, røgelse og myrra”.

I 200-tallet finder nogle skriftlærde ud af, at disse østerlandske astronomer og astrologer var konger, idet de henviser til, hvad der står i Det gamle Testamente om, hvem det er, der skal frembære gaver til Guds folks konge, altså til Messias. Og da de ifølge Mattæus-evangeliet kommer med 3 slags gaver.

Guld, røgelse og myrra, var det nærliggende at forestille sig, at det var 3 konger. Det blev i al fald den almindelige opfattelse inden for kirken, som dog aldrig har gjort dem til hellige mænd.

Traditionen i Danmark Helligtrekongersaften er at juletræet tændes for sidste gang. – Ofte spiser man æbleskiver. Der er dog ikke så mange der holder denne tradition i vores tid.

Vi ønsker BINDELEDDETS læsere

GOD JUL & GODT NYTÅR

Arkivet holder julelukket i uge 52.

På gensyn den 3. januar 2017

og

HUSK

vi er flyttet nedenunder i Hal 1